Følgende er et uddrag fra Poul Hansens iagttagelser, der har været trykt i Tingstedet:

”Den 20. september 1901 var Stærkinde byes beboere indvarslet til møde hos gdr. Hans Pedersen, Dybkærgård, for at forhandle om bygningen af et vandværk.

Dette vedtages og arbejdet overdrages vandmester C. Sørensen, Frederiksberg for en pris af kr. 6000.
Hans Pedersen blev valgt til formand.

Vandværkets bygning påbegyndtes med det samme, og på bestyrelsesmøde den 24. marts 1902 fik vandmesteren ifølge kontrakten anlægssummen udbetalt.
Interessenterne udførte selv arbejdet med at køre jord omkring vandbeholderen, som hentes fra ”Tjørnehøj”, der lå i skellet mellem matr. 1 og 2.
Den første generalforsamling holdtes d. 25. maj 1902, hvor kontingentet pr. andel var sat til kr. 7 – I 1942 er det kr. 20 pr. andel.

Efter at Københavns kommune i 1906 – 08 havde anlagt Thorsbro vandværk, sank vandstanden i brønden 4 al. (ca. 2,5 m.).
På en extra generalforsamling d. 21. november 1909 vedtoges det at lade borerøret fordybe.

Dette blev fordybet med 5½ al. (ca. 3,5 m.), så vandstanden blev 6 al. (ca. 3,75 m.). – Kort efter blev anskaffet en ny vindmotor 14 x 40 fod. pris kr. 1048.
I 1915 lød atter klagen, at der var for lidt vand, og der blev tilkaldt en fagmand. Udgiften blev dog kun kr. 93,85.

Generalforsamlingen d. 25. maj 1932 vedtog at benytte elektricitet og i 1933 blev vindmotoren nedtaget. Den blev efterfølgende solgt for kr. 20 til gartner Lindhart.

I 1937 foretoges atter en fordybning, og der kom ny borerør helt fra oven.”

Det indsatte billede viser Vindinges Vandværks Vindmotor ca. 1910. Stærkende Vandværks Vindmotor har været tilsvarende. Ref. Arkiv.dk.

Arne Frandsen har skrevet følgende:

”Vandværket, som Mølleren var formand for, lå bag vandhøjen i et lille træhus, som var beklædt med galvaniserede jernplader.

Det stod over på den gamle ca. 20 meter dybe brønd, som havde en yderligere ca. 10 meter boring i bunden. I bunden af brønden stod en pumpe, som med trækstænger på de ca. 20 meter løftede vandet op i vandhøjen.
Stængerne gik inde i det rør, som vandet var i og med nogle års mellemrum skulle smeden ud og skifte disse rør, som blev utætte af slid.
En lille elmotor var oppe i huset og trak med en fladrem et hjul strækstængerne, som fik det hele til at køre.

Pumpehuset var placeret på 4 cementblokke, som havde båret den vindmotoren, som fra ca. 1900, havde pumpet vand op, indtil der kom strøm til byen. Blokkene kan ses under pumpehuset.

Mølleren passede vandværket og det skulle tit smøres – og det var spildolie fra møllerens gamle lastbil som blev brugt. Også svømmeren som sad oppe i vandhøjen skulle smøres og den fik ikke for lidt.
Da møllen lå højest, fik de ikke noget vand, hvis svømmeren ikke satte pumpen i gang og hvis pumpen ikke standsede, løb vandet i overløbet og ned i Karens have (Tjørnehøjgaard) og så var fanden løs.

I vandhøjen var der altid olie på overfladen, men da afløbet fra højen sad ca. 50 cm. fra bunden, var det godt nok. Det kan godt være at vi er blevet sarte, men vi lever dog endnu.

Mølleren var også kasserer og da mølleren også havde andet at lave, gik er tit flere år imellem at der blev krævet penge ind.”